Jeg har kørt Triumph det meste af mit liv. Det har aldrig bare været en motorcykel for mig, det har været en del af min identitet. Efter ulykken, hvor jeg blev amputeret, ændrede meget sig. Men én ting skulle ikke ændre sig: hvem jeg er.
Da talen faldt på min protese, var det vigtigt for mig, at den ikke kun fungerede teknisk. Den skulle også afspejle mig. Mit forhold til Triumph. Min historie. For når man mister en del af kroppen, mister man ikke sin passion.
Protesen blev designet, så Triumph-logoet blev en integreret del af den. Ikke som pynt, men som et statement. Noget jeg kunne se på, og genkende mig selv i.
I dag bærer jeg min protese med stolthed. Den minder mig om, hvor jeg kommer fra, og om at ulykken ikke definerer mig. Jeg er stadig den samme. Stadig Triumph.
Det er dét, der sker, når løsninger ikke bare bliver designet til mennesker, men designet med dem.
