Jeg passer min handicappede mand derhjemme. Det er et valg, jeg har truffet med hjertet. Men kroppen har betalt prisen. Hver gang jeg skulle gribe, vride eller løfte noget, skød smerterne gennem begge mine tommelfingre. Små bevægelser gjorde ondt, og de store var næsten uudholdelige.
Alligevel blev jeg ved. For der var ikke rigtig noget alternativ. Opgaverne skulle løses, uanset om hænderne kunne følge med eller ej. Men efterhånden begyndte jeg at frygte, at jeg selv ville ende med ikke at kunne hjælpe længere.
Da vi begyndte at tale om en individuel løsning, blev mine smerter taget alvorligt. Der blev set på, hvordan jeg bruger mine hænder i hverdagen, og hvilke bevægelser der udløser smerterne. Løsningen blev designet til at aflaste tommelfingrene og fordele belastningen, så jeg kunne gribe, vride og løfte uden konstant smerte.
I dag kan jeg hjælpe min mand uden at skulle bide tænderne sammen hver gang. Mine hænder er stadig trætte, men de gør ikke ondt på samme måde. Og vigtigst af alt: Jeg kan blive ved.
Det er dét, der sker, når løsninger ikke bare bliver designet til mennesker, men designet med dem.
