Jeg har mistet begge ben, men jeg har ikke mistet den del af mig, der elsker traktorer. I dag er mit arbejde og min fritid tæt knyttet til antikke traktorer og fællesskabet i traktorklubben. Det er her, jeg bruger min tid, mine hænder og min viden, og det var afgørende for mig, at mine proteser kunne være en del af det liv.
Mange proteser er lavet til et mere stillesiddende eller forudsigeligt hverdagsliv. Men mit liv foregår blandt gamle maskiner, i værksteder, på grus og græs og til træf, hvor man bevæger sig mellem tunge køretøjer. Hvis proteserne ikke kunne klare det, ville jeg hele tiden føle mig begrænset, og sat udenfor det fællesskab, der betyder så meget for mig.
Da vi begyndte at tale om en individuel løsning, blev der ikke kun spurgt ind til min krop, men til mit liv. Til hvordan jeg arbejder med traktorerne, hvordan jeg står, bevæger mig og bruger min krop i klubben. Proteserne blev designet til at give stabilitet, robusthed og tryghed i et miljø, hvor tingene er tunge, ujævne og ikke perfekte.
I dag kan jeg igen være aktiv i traktorklubben. Jeg kan arbejde med de antikke traktorer, være en del af fællesskabet og gøre det, jeg holder af, uden konstant at skulle tænke på mine ben.
Det er dét, der sker, når løsninger ikke bare bliver designet til mennesker, men designet med dem.
