Jeg bor alene, og for mig betyder tryghed alt. Jeg har en faldalarm på mit ur, men i lang tid var det en falsk tryghed. Mine håndled og fingre er fejlstillede, og jeg har nedsat kraft. Når jeg faldt, eller bare havde brug for hjælp, kunne jeg simpelthen ikke få fat i uret. Jeg vidste, at hjælpen var der, men jeg kunne ikke nå den.
Det var frustrerende og utrygt. For hvad gør man, når det hjælpemiddel, der skal beskytte én, ikke kan bruges med de hænder, man har?
Da vi begyndte at tale om en individuel løsning, blev mine begrænsninger taget alvorligt. Mit håndled blev scannet, og ud fra det blev der digitalt designet en håndledsskinne, der passede præcis til mig.
I dag sidder uret, så jeg kan aktivere alarmen uden at bruge kræfter, jeg ikke har. Jeg kan få fat, trykke og føle mig sikker, også når jeg er alene.
Det lyder måske simpelt. Men for mig har det gjort hele forskellen. Jeg er ikke længere bange for at være alene i mit eget hjem. Jeg føler mig tryg.
Det er dét, der sker, når løsninger ikke bare bliver designet til mennesker, men designet med dem.
